Ja, hvis kursisten er under 18 år, så skal mindst én forælder deltage som observatør på sidelinjen under kurset. Dette skyldes, at der kan forekomme stærke følelsesmæssige reaktioner hos deltagerne på kurset, hvor støtten fra en nær omsorgsperson kan være særlig vigtig for yngre deltagere. Vi har ofte flere forældrepar deltagende på kurset, hvor der ofte opstår gode snakke om erfaring med stammen og at være forælder til et barn, som stammer. På kurset vil der blive afholdt to sessioner udelukkende for pårørende, hvor der blandt andet bliver givet gode råd til forældrene under og efter kurset samt givet plads til spørgsmål. Det er ikke et krav, at man som forælder er tilstede i kursuslokalet hele tiden.